Varmepumpe
Før du beslutter at etablere en varmepumpe skal du undersøge hvilke regler der gælder for støj og om der er tilslutningspligt til fjernvarme der hvor din ejendom ligger.
Gode råd inden du etablerer en varmepumpe
Vis hensyn til dine naboer hvis du installerer en varmepumpe og der er regler for, hvor meget en pumpe må støje ved skel.
- Stil krav til din installatør/leverandør om at varmepumpeanlægget skal kunne overholde Miljøstyrelsens støjgrænseværdier hos din nabo – også på kolde nætter om vinteren.
- Tænk på din nabo. Placer derfor ikke dit anlæg tæt på naboskel. Det er ikke sandsynligt at anlægget kan overholde Miljøstyrelsens vejledende støjkrav til din nabo.
- Hvis varmepumpen ikke kan placeres i tilstrækkelig afstand til din nabo så indtænk den nødvendige afskærmning ved etableringen.
- Orientér dig på Energistyrelsens hjemmeside om støjberegninger for varmepumper og Energistyrelsens guide om ”Styr på støjen".
Husk at indberette ændringer i din ejendoms energiforsyning til BBR, Bygnings- og boligregisteret.
Tilslutningspligt til fjernvarme
Din ejendom kan være omfattet af tilslutningspligt til fjernvarme. Det vil være fastlagt i en lokalplan eller tinglyst efter varmeforsyningsloven.
Tilslutningspligten indebærer bl.a. en pligt til at,
- betale et eventuelt tilslutningsbidrag.
- betale årlige faste afgifter i overensstemmelse med det pågældende selskabs anmeldte priser og betingelser.
Læs mere om fjernvarme og tilslutningspligt.
Dispensation fra tilslutningspligt
Hvis du ønsker at etablere en varmepumpe og din ejendom er omfattet af tilslutningspligt, kan du få en dispensation fra tilslutningspligten, hvis din ejendom opføres som et lavenergibyggeri.
Læs mere om varmepumper på Energistyrelsens hjemmeside, SparEnergi.