Vådområdeprojekt - Jordbro Å ved Daugbjerg
Vådområdeprojektet er gennemført. Det blev etableret hen over sommeren 2022. Vådområdet vil reducere den årlige udledning af kvælstof til Hjarbæk Fjord med 4,1 ton N pr år.
Med gennemførelse af projektet er vandløbene Præstegårdsbækken og Jordbro Å blevet ført tilbage til et terrænnært slynget og mere naturligt forløb.
Der var indvielse af projektet den 18. juni 2023.
Fakta
- I alt 3,5 km vandløb er genslynget.
- Der er ikke kanaliserede dybe vandløb i projektområdet.
- Der er lagt store mængder gydegrus og sten ud i vandløbene for at give de bedst mulige forhold for fisk og smådyr.
- I Præstegårdsbækken var der en gammel nedslidt fisketrappe ved møllesøen. Her er vandløbet lagt om til et nyt forløb på engen, så der nu er helt fri passage for fiskene op i Præstegårdsbækken.
- Dræn fra de omkringliggende marker er ført til overrisling i engene i stedet for at løbe direkte ud i vandløbet.
- Mod nord i projektområdet er der dannet et større moseområde og en lavvandet sø.
- Grøfter er lukket og vandstanden i området er generelt hævet. Herved konserveres tørvejorden og reduktionen i frigivelsen af CO2 fra tørvejorden er beregnet til at blive 239 tons CO2-ækv / år.
Fremadrettet håber vi, at store dele af arealerne i vådområdet kan blive afgræsset så der kan udvikles et varieret naturområde med mange levesteder for planter og dyr.