Okker i vandløb

Her kan du læse om, hvad okker betyder for vandløb, og hvad du skal gøre, hvis du vil dræne i okkerpotentielle områder.

Hvad er okker

Okker ses mest i kalkfattige lavbundsområder med højt indhold af jern i jorden.

Under iltfattige forhold er jernet bundet med svovl i jorden i form af pyrit.

Når grundvandsstanden i jorden sænkes ved dræning eller uddybning af vandløb, bliver pyritten iltet og spaltet til ferrojern og svovlsyre. Ferrojern er giftigt for smådyr og fisk, og det er derfor vigtigt at begrænse udledningen.

Ferrojern er opløst i surt vand, men i takt med at svovlsyren neutraliseres i jordvand og vandløb, bliver ferrojernet yderligere iltet og udfældes som okker. Okker i vandløb ses som røde belægninger på bund og planter.

Okkerpotentielle områder

I okkerpotentielle områder må der ikke foretages dræning eller udgrøftning uden tilladelse fra kommunen.

I nogle tilfælde gives tilladelse til dræning på vilkår om etablering af okkerrensende foranstaltninger som eksempelvis okkersøer. I sådanne tilfælde indstiller kommunen sagen for Miljøstyrelsen, som træffer afgørelse for opstilling af vilkår eller afslag.

Miljøportalen (eksternt link) kan du se, om dine arealer ligger i okkerpotentielle områder. 

Ansøgning om dræning i okkerpotentielle områder

Ansøgninger om dræning i okkerpotentielle områder skal indsendes skriftligt til naturogvand@viborg.dk.

Ansøgningen skal indeholde forudgående jordbundsundersøgelser.

Kontakt