Årslicens

En årslicens giver mulighed for at parkere i ubegrænset tid på udvalgte kommunale parkeringspladser med tidsbegrænsning indenfor centerringen.

Vigtigt vedr. tilbagebetaling af årslicenser

En fordel ved at beholde licensen er, at den fortsat giver mulighed for at parkere uden tidsbegrænsning på de kommunale parkeringspladser, hvor der ellers er tidsrestriktioner på 1 time eller mere.

Kun årslicenser købt i perioden 18. marts-9. oktober 2025 kan få tilbagebetaling.

Der gives kun tilbagebetaling for den ubrugte del af perioden – ikke for den tid, der allerede er gået.

Hvis du ønsker tilbagebetaling, kan du ringe til Trafik og Veje på 87 87 50 04 eller sende en e-mail til trafikogveje@viborg.dk (husk at anvende sikker post, hvis du sender personoplysninger).

Vi skal bruge følgende oplysninger for at kunne behandle din tilbagebetaling:

  • Fulde navn
  • CPR-nummer
  • Nummerpladen på den bil, som licensen er knyttet til.

Hvem kan købe – og hvilke krav gælder?

Årslicenser kan købes af beboere med folkeregisteradresse inden for centerringen og af virksomheder med gyldigt CVR-nummer og adresse inden for centerringen.

For at kunne købe en årslicens skal man være registreret ejer eller bruger af bilen. Hvis bilen er leaset – privat eller via virksomhed – skal Viborg Kommune have tilsendt en kopi af leasingkontrakten, før årslicensen kan aktiveres.

En årslicens er tilknyttet bilens nummerplade og gælder kun for det registrerede køretøj.

Pris, gyldighed og antal licenser

En årslicens koster 1.700 kr. inkl. moms og gælder i 12 måneder fra købsdato, hvorefter den udløber automatisk. Du er selv ansvarlig for fornyelse. Det er ikke muligt at opsige eller afbryde en årslicens, og der gives ingen refusion.

Der kan købes op til 2 licenser pr. husstand og 7 licenser pr. CVR-nummer.

Hvor gælder årslicensen – og hvor gælder den ikke?

Parkeringen skal ske indenfor centerringen i Viborg, men dog ikke på:

  • Gammeltorv (Domkirkepladsen)
  • Nytorv
  • Fischers Plads - Dæk 1, dæk 2 og dæk 3
  • P-kælderen under Sct. Mathias Centret
  • Preislers Plads - Øverst dæk

Køb en årslicens

For at købe en årslicens skal du bruge:

  • Bilens registreringsnummer
  • Betalingskort
  • MitID

Gågader og uden for kommunale parkeringspladser

Hvis du har behov for at parkere midlertidigt i gågader og lignende, skal du henvende dig til os via mail eller telefon.