På Rehabiliteringscenter Viborg (RCV) tilbyder vi døgnrehabilitering, hvilket betyder, at det er et ophold med særlig fokus på, at du, med udgangspunkt i din målsætning, modtager tværfaglig støtte til at genvinde eller forbedre din funktions- og mestringsevne.
Du er eksperten i dit eget liv, og derfor ønsker vi på RCV at sætte dig og dine pårørende i centrum.
Et af formålene med et ophold på Rehabiliteringscenteret er, at opnå en så høj grad af selvhjulpenhed som overhovedet muligt. Det betyder også, at du, under dit ophold, vil opleve forventninger om, at du gør mest muligt selv - selvfølgelig ud fra en individuel og faglig vurdering.
Rehabiliteringen tager udgangspunkt i daglige funktioner, sådan at alle gøremål i løbet af døgnet er et led i genoptræningen (f.eks. komme ud af sengen, påklædning, forflytninger osv.) Andre hverdagstræninger kunne f.eks. være selv at hente mad/drikkevarer i den fælles dagligstue, hjælpe med borddækning, selv tage din service af bordet osv.
Alle faggrupper medvirker i rehabiliteringen, og det tværfaglige team fastlægger mål og aktiviteter sammen med patient og pårørende.
Besøg Rehabiliteringscenter Viborgs hjemmeside