Integrationsrådet forretningsorden
Mødeafholdelse
§1
Integrationsrådet indkalder til møde ved at sende dagsorden ud senest en uge før, at mødet afholdes.
Stk. 2. Hvis det er nødvendigt, kan indkaldelse til ekstraordinære møder ske med kortere varsel end en uge.
Stk. 3. Integrationsrådets medlemmer kan få en sag på dagsordenen ved at sende forslaget til formanden senest to uger før mødet skal holdes.
Stk. 4. En sag, der ikke har været med på den udsendte dagsorden, kan ved mødets start sættes på dagsordenen, hvis et flertal af rådets medlemmer ønsker dette.
Stk. 5. Integrationsrådets møder er ikke offentlige.
Mødeledelse
§2
Integrationsrådets møder ledes af formanden, og i dennes fravær næstformanden. Er formanden og næstformanden fraværende, ledes mødet af et medlem, der vælges ved stemmeflertal.
Stk. 2. Mødelederen formulerer de spørgsmål, som integrationsrådet skal stemme om.
Mødehyppighed
§3
Integrationsrådet holder møde mindst fire gange om året. Den ordinære møderække fastlægges ved rådets første møde i et kalenderår.
Stk. 2. Integrationsrådet holder endvidere møde, når formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af rådets medlemmer ønsker det. Henvendelse skal rettes til formanden.
Beslutningskompetence
§4
Integrationsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af rådets medlemmer er til stede.
Stk. 2. Integrationsrådets medlemmer kan kun deltage i rådets afstemninger, når de er med til mødet.
Stk. 3. Det forventes, at Integrationsrådets medlemmer forpligtiger sig til at deltage i møderne.
Stk. 4. Integrationsrådets beslutninger træffes ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens eller mødelederens stemme afgørende. Et mindretal kan kræve sin opfattelse tilføjet rådets vejledende udtalelser. Afstemninger som indeholder personvalg er skriftlige.
Valg af formand/næstformand
§5
Der vælges ny formand og næstformand, hvis formanden eller næstformanden udtræder af rådet, eller hvis 2/3 af rådets medlemmer beslutter det.
Stk. 2. Valget tages med som et selvstændigt punkt på dagsordenen for det møde, hvor valget skal holdes.
Mødereferater
§6
Integrationsrådet fører selv referat af Integrationsrådets beslutninger. Et mindretal kan kræve sin opfattelse tilført referatet. Referatudkast sendes til godkendelse hos formanden. Det godkendte referat sendes til Integrationsrådets kontaktperson i Viborg Kommune, der sørger for at publicere referatet på viborg.dk senest 14 dage efter mødet.
Forretningsordenen er godkendt i Integrationsrådet i december 2022.