
Den nye Stoholm Skole rejser sig
Velbesøgt rejsegilde i dag for den nye skole i Stoholm. Skolens 5.300 kvm. bliver et moderne og bæredygtigt byggeri tæt på byens fritidscenter.
Nyheder
Den ny Stoholm Skole bliver ikke blot et sted for undervisning, men et samlingspunkt for hele Stoholm, understregede skoleleder Tina Kristiansen i sin velkomst ved dagens rejsegilde i de rå rammer af den kommende skole.
- Her kan børn, forældre, medarbejdere og borgere mødes, skabe relationer og udvikle sig sammen, sagde hun om den nye skole, som børn og undervisning rykker ind i til skolestart i sommeren 2027.
Efterfølgende satte formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune, Katrine Fusager Rohde, ord på de politiske visioner bag byggeriet og den betydning, den nye skole får for både elever og lokalsamfund.
Efter talerne blev der serveret røde rejsegildepølser med brød til store og små i de endnu rå rammer, hvor fremtidens skole nu tager form.
En skole skabt i fællesskab
Den nye skole er resultatet af en omfattende visionsproces, der blev gennemført i perioden august til december 2021. Her deltog både borgere, forældre og lokale foreninger aktivt i udviklingen af idéer og ønsker til skolens udformning.
Skolens ledelse og medarbejdere har sideløbende arbejdet med et pædagogisk grundlag, der understøtter bevægelse, kreativitet, leg og udeliv – elementer, som nu er omsat til konkrete løsninger i bygningstegningerne fra Friis og Moltke.
Byens skole – et kraftcenter for byen
Skolen bliver en integreret del af Stoholm Fritids- og Kulturcenter og skal fungere som et kraftcenter for hele byen. Med direkte adgang til idrætsfaciliteter og naturen lige uden for døren får eleverne mulighed for at lære og lege i inspirerende omgivelser.
Efter skoletid åbner skolen op for byens borgere og foreninger, som får adgang til multisalen og andre faciliteter via skolens aula – en løsning, der styrker fællesskabet og foreningslivet i Stoholm.
Fakta om den nye Stoholm Skole
- Rejsegilde: Tirsdag den 28. oktober 2025
- Byggestart: September 2024
- Indflytning: August 2027
- Areal: 5.300 m²
- Budget: 140,5 mio. kr.
- Materialer: Næsten 100 % træbyggeri
- Arkitekt og totalrådgiver: Friis og Moltke
- Landskabsarkitekt: Gustin
- Entreprenører: Ginnerup A/S (råhus), Henning Mortensen Silkeborg A/S (teknik)
- Brugerinddragelse og pædagogisk grundlag: NERD
- Særlige features: Dobbelthøj aula, undervisningstrappe, udgang til det fri fra alle klasselokaler, mulighed for udvidelse af multisal