start på hovedindhold

Aflastning til børn og unge med funktionsnedsættelser

Få viden om, hvordan du får aflastning i eget hjem eller uden for hjemmet til dit barn.

Aflastning kan give barnet eller den unge mulighed for nye oplevelser og relationer samtidig med, at familien får støtte til at skabe en bæredygtig hverdag med plads til både omsorg, familieliv og fællesskab. 

Hvad er aflastning i eget hjem?

Aflastning i eget hjem betyder, at en aflastningsperson kommer hjem til familien og yder støtte til barnet eller den unge. 

Indsatsen tilrettelægges ud fra barnets eller den unges behov og familiens situation og kan bidrage til større fleksibilitet og balance i hverdagen. Samtidig giver den mulighed for, at forældre og eventuelle søskende kan få tid til aktiviteter og fællesskaber, som kan være svære at få plads til i en travl hverdag. 

Hvem kan få aflastning i eget hjem? 

Familier med et barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige støttebehov kan søge om aflastning i eget hjem, når der er behov for støtte til at skabe trivsel og sammenhæng i familiens hverdag. 

Sådan søger du 

Du kan søge om aflastning i eget hjem gennem dit barns børne- og ungerådgiver i Familieafdelingen. 

Hvis der bevilges aflastning, vil du som udgangspunkt selv kunne foreslå en aflastningsperson. Hvis det ikke er muligt, hjælper Familieafdelingen med at finde en person, der matcher barnets eller den unges behov. 

Aflastningspersonen skal være fyldt 18 år og have interesse for og lyst til at arbejde med børn og unge med funktionsnedsættelser.

Søg om aflastning udenfor hjemmet

Du kan søge om aflastning udenfor hjemmet, hvis du har et barn med betydelige funktionsnedsættelser, og hvis du som forælder mangler tid og overskud i hverdagen til andre gøremål.

Hvad vil det sige at få aflastning udenfor hjemmet?

Aflastning udenfor hjemmet betyder, at dit barn kan komme på et opholdssted, på en døgninstitution eller i en aflastningsfamilie.

Hvem kan få aflastning i eget hjem?

Er du forælder til et barn med betydelige funktionsnedsættelser, der har særlig behov for støtte, som kan være vanskeligt at dække i hjemmet, så er det muligt at søge om aflastning udenfor hjemmet. Du kan også søge om aflastning udenfor hjemmet, hvis du som forælder til et barn med handicap mangler tid og overskud til at gøre andre ting end at passe og pleje dit barn i hverdagen.

Sådan søger du om aflastning udenfor hjemmet

Du kan søge om aflastning udenfor hjemmet gennem dit barns sagsbehandler i Familieafdelingen. 

Kontakt