Administrationsgrundlag for arkitektur
Viborg Byråd arbejder for at fremme arkitektonisk kvalitet i hele kommunen - i bygninger, byrum, landsbyer og landskab.
God arkitektur beriger omgivelserne, og tilføjer kvalitet og værdi til et sted. God arkitektur er velfungerende, tidssvarende, meningsfuld og imødekommende. Vi befinder os godt i de rammer, som god arkitektur skaber.
Via administrationsgrundlaget ønsker byrådet at arbejde på at fremme god arkitektonisk kvalitet, når der opføres væsentlige nye bygninger, byrum, torve og pladser.
Kvaliteten kan komme til udtryk i bygningernes design, beplantning, udearealer, bevaringsværdier og sammenhæng med omgivelserne.
Administrationsgrundlaget omhandler:
- Byernes bygninger: levende bymidte, helhed, tilbygninger og bevaringsværdier.
- Byernes rum: byliv, tilgængelighed, aktiviteter og trafik.
- Landsbyer og landskab: landsbymiljø og overgang mellem by og land.
- Teknik og klima: energianlæg, belysning og bæredygtighed.
Administrationsgrundlaget blev vedtaget af byrådet i 2015 og vil blive opdateret via tillæg til kommuneplanen.