start på hovedindhold

Borgere kan præge fremtidens nære sundhedsvæsen

Sundhedsråd Midt inviterer borgerne i Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner til at sende idéer til et mere nært sundhedsvæsen via et digitalt postkort.

Nyheder

Sundhedsråd Midt inviterer nu borgerne i Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner til at sende deres idéer til et mere nært sundhedsvæsen via et digitalt postkort. Borgernes input vil indgå i arbejdet med den kommende nærsundhedsplan. 

Hvad skal der til, for at sundhedsvæsenet bliver mere nært, sammenhængende og trygt i hverdagen? Det spørgsmål sender Sundhedsråd Midt nu videre til borgerne i Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner.

Fra den 15. oktober og frem til 15. november kan alle borgere i de tre kommuner give deres besyv med og sende et digitalt postkort til fremtidens nære sundhedsvæsen.

Input til "nærsundhedsplan" 

Det digitale postkort er en del af arbejdet med Sundhedsråd Midts nærsundhedsplan, der skal sætte den politiske retning for udviklingen af det nære sundhedsvæsen i de tre kommuner.

I praksis er det digitale postkort udformet som et elektronisk spørgeskema på Hospitalsenhed Midts hjemmeside. Spørgeskemaet er bygget op om de temaer, som nærsundhedsplanen arbejder ud fra: Sundhed og trivsel, Psykisk sygdom og borgere i sårbare positioner samt Kronisk sygdom og multisygdom.

Udkast til planen forventes i høring først i det nye år, og planen skal endeligt vedtages inden sommer 2027.

Læs mere og udfyld spørgeskema på Hospitalsenhed Midts hjemmeside. 

Læs hele pressemeddelelsen fra Hospitalsenhed Midt.  

Om Sundhedsråd Midt 

Sundhedsråd Midt arbejder for at skabe mere lighed, nærhed og sammenhæng i sundhedsvæsenet i Skive, Viborg og Silkeborg Kommuner, som Hospitalsenhed Midt er primært hospital for.

Sundhedsråd Midt består af 11 politisk valgte medlemmer: 5 kommunale og 6 regionale med regionsrådsmedlem Helle Jensen (LA) som formand.