start på hovedindhold

Byrådet vil sætte retning for Viborg Kommunes udvikling

Hvordan skaber vi gode rammer for nye virksomheder, attraktive byer og levende landsbyer i fremtidens Viborg Kommune? Det skal en ny planstrategi sætte retningen for, og byrådet har nu sat arbejdet i gang.

Pressemeddelelser
Erhverv, by- og landdistriktsudvikling, mobilitet og det åbne land bliver fortsat centrale fokusområder i Planstrategi 2045. Foto: Olga Grigorenko.
Erhverv, by- og landdistriktsudvikling, mobilitet og det åbne land bliver fortsat centrale fokusområder i Planstrategi 2045. Foto: Olga Grigorenko.

Der er mange hensyn at balancere, når fremtidens Viborg Kommune skal formes.  

Derfor har Viborg Byråd nu sat gang i arbejdet med en ny planstrategi, der skal sætte det lange lys på, hvordan kommunen skal udvikle sig frem mod 2045. Planstrategien bliver samtidig afsæt for den efterfølgende revision af kommuneplanen.  

Planstrategien skal bygge videre på de strategiske indsatser i Planstrategi 2040, men samtidig give plads til byrådets nye politiske prioriteringer: 

Grøn omstilling og vækst fortsætter som tværgående pejlemærker, mens der lægges op til at tilføje ’sundhed’ som et tredje pejlemærke. Erhverv, by- og landdistriktsudvikling, mobilitet og det åbne land bliver fortsat centrale fokusområder.  

For borgmester Katrine Fusager Rohde (V) bliver det især vigtigt at sikre gode rammer for erhvervslivets fortsatte udvikling: 

- Vi har store ambitioner for erhvervsudviklingen i Viborg Kommune. Derfor skal vi tænke langsigtet og sikre gode rammer og plads til både de virksomheder, der allerede er her, og dem, vi gerne vil tiltrække. Samtidig skal vi også sikre, at det er attraktivt at bo i hele Viborg Kommune. Vi er en stor kommune med stærke byer og lokalsamfund, og derfor skal vi også have et skarpt blik for udviklingen i vores landdistrikter, siger hun. 

Fakta om Planstrategi 2045 

  • Byrådet skal som udgangspunkt offentliggøre en planstrategi inden udgangen af valgperiodens første halvdel. 
  • Planstrategien er byrådets overordnede strategi for kommunens fysiske udvikling. 
  • Strategien skal bl.a. være med til at sætte retning for, hvordan kommunens arealer prioriteres i fremtiden - både i byerne og i det åbne land.  
  • Den foreløbige tidsplan er: 
    • Medio 2027: Vedtagelse af planstrategi 
    • Medio 2027 Høring 
    • Medio 2027: Idéer og forslag behandles i byrådet.  
    • Ultimo 2027: Planstrategien offentliggøres.  

Fakta om Planstrategi 2040 

Den nuværende planstrategi - Planstrategi 2040 - er en ambitiøs og langsigtet strategi, som har sat retning for arbejdet med blandt andet planlægning for Midtjysk Motorvej, nye erhvervsområder, udviklingen af det åbne land og realiseringen af Viborg Midtbyplan.  

Flere af planstrategiens indsatser er fortsat under realisering, mens andre videreføres gennem nye planer, projekter og indsatser. 

Samtidig arbejder Viborg Kommune med en række større udviklingsindsatser, som ikke indgik i Planstrategi 2040 - herunder planlægning og udvikling af en national industripark, planlægning for AU Viborg, strategi for bæredygtig jordhåndtering, træstrategi, grundvandsparker samt Grøn Trepart. 

Yderligere oplysninger

Katrine Fusager Rohde (V), Borgmester, Viborg Kommune
Tlf. 87 87 88 88 / mail: borgmester@viborg.dk

Britta B. Pørksen, Chef for Plan & Byggeri i Viborg Kommune
Tlf. 87 87 55 50 / mail: bbp@viborg.dk