start på hovedindhold

Markant flere sommer-turister overnattede i Viborg

Antallet af turistovernatninger i Viborg Kommune steg med 15 procent i juli sammenlignet med samme måned sidste sommer.

Nyheder

Sammenlignet med juli 2025 var der i juli i år 15 procent flere overnattende gæster i Viborg Kommune - særligt ses en stigning blandt udenlandske gæster. Her ses besøgende i Sct. Mogens Gade i Viborg. Foto: Jesper Maagaard

Turismen i Viborg Kommune havde en god juli måned. Især flere udenlandske gæster fandt vej til kommunen.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev registreret 62.660 turistovernatninger i kommunen i juli mod 54.451 i 2025. Det svarer til en stigning på 15 procent. Fremgangen er særligt markant blandt de udenlandske gæster. Her steg antallet af overnatninger fra 12.786 til 17.301 – en stigning på 35 procent. Især flere tyske og nederlandske gæster bidrog til udviklingen. 

Det glæder borgmester Katrine Fusager Rohde (V):

– Det er rigtig gode tal, og det er glædeligt, at endnu flere får øje på Viborg Kommune som et sted, der er værd at besøge og blive lidt længere i. Vi har meget at byde på – både stærke kultur- og naturoplevelser og levende byer og lokalområder. Turismen skaber samtidig aktivitet og omsætning lokalt, så fremgangen er positiv for hele kommunen.

Flere turister er en politisk målsætning

Vækst i antal turister og overnatninger er en af de 10 målsætninger i Viborg Kommunes Sammenhængsmodel, som Viborg Byråd vedtog i maj 2026. 

Turismen indgår også i byrådets fokus på udvikling og vækst. I konstitueringsaftalen for 2026-2029 har byrådet aftalt at arbejde med en målrettet turisme- og brandingindsats, der skal styrke både by- og landområder i kommunen. 

– Tallene er selvfølgelig et øjebliksbillede fra en enkelt måned, men de viser en udvikling, vi gerne vil bygge videre på. Vores ambition er, at endnu flere skal opdage de oplevelser, vi har i hele Viborg Kommune, og at turismen skal være med til at skabe vækst og liv både i Viborg og i resten af kommunen. Det er jo også en del af vækstpakken i det budgetforlig, vi skal andenbehandle på byrådsmødet i næste uge, siger Katrine Fusager Rohde.

De nye tal fra Danmarks Statistik viser, at både hoteller og campingpladser oplevede fremgang i juli. Hotelovernatningerne steg med 28 procent, mens campingovernatningerne steg med 16 procent.