Midtbyrådet og Midtbypanelet
Midtbyrådet og -panel skal følge proces og planlægning af udviklingsplanen tæt.
Midtbyrådet
Teknisk Udvalg har besluttet at nedsætte et midtbyråd – en midlertidig følgegruppe, som skal følge proces og planlægning tæt. Du kan se den politiske beslutning her.
Repræsentanter fra midtbyen
Viborg Midtbyråd består af repræsentanter fra midtbyens bygninger, handel og erhvervsliv samt kultur og fritid. Rådet har politisk repræsentation. Formandskabet deles af formanden for Teknisk Udvalg og formanden for Kultur- og Fritidsudvalget.
Formålet med rådet er at inddrage deltagernes perspektiver på midtbyen i planlægningen og at øge ejerskab til udviklingsplanens vision og strategier samt engagementet i den følgende realisering.
Samtidig giver følgegruppen mulighed for at afprøve former på samarbejde mellem Viborg Kommune og interessenter i midtbyen omkring udviklingen af denne.
Midtbypanelet
Teknisk Udvalg i Viborg Kommune har besluttet at nedsætte et midtbypanel – en midlertidig følgegruppe, som skal følge proces og planlægning tæt. Du kan se den politiske sag her.
Viborg Midtbypanel repræsenterer midtbyens beboere og brugere bredt og inddrages som eksperter på midtbyens lokalmiljø og hverdagsliv. Midtbypanelet har bl.a. til formål:
- at øge kendskabet til, hvilken udvikling beboere og brugere af midtbyen ønsker, herunder give et vigtigt indblik i forskellige gruppers forskelligartede behov.
- at inddrage beboernes og brugernes perspektiver på midtbyen i planlægningen og at øge ejerskab til udviklingsplanens vision og strategier samt engagementet i den følgende realisering.
Om midtbypanelet
Deltagerne i midtbypanelet er udvalgt med henblik på at opnå bred repræsentation, hvad angår alder, køn, bopæl, interesser mm.
Midtbypanelet består af 20 deltagere, som mødes 2-3 gange under planens udarbejdelse.
Medlemmerne kan drøfte og komme med input til den ønskede udvikling af Viborg midtby – og skal have fokus på den samlede udvikling fremfor at varetage enkeltinteresser.
Medlemmerne deltager på frivillig basis og får ikke honorar for deltagelse.
Midtbypanelet opløses automatisk ved udviklingsplanens vedtagelse.
Viborg Midtbypanel sekretariatsbetjenes af Viborg Kommune og har, som udgangspunkt, ikke noget formandskab.